5 ting arbejdsløshed har lært mig

5 ting arbejdsløshed har lært mig

Jeg har netop afsluttet en længere periode som arbejdsløs efter et udenlandsophold. Det har været en periode med både op- og nedture, men der har (måske lidt overraskende) været mange gode livslektioner undervejs. Jeg vil her prøve at komme med nogle af de lektioner, jeg kan taget med videre.

1. Lavt forbrug giver enorm frihed

Det er virkelig rart at vide, at selv på dagpenge kan jeg have en solid opsparingsrate. Det giver mig friheden til ikke at skulle stresse over min økonomiske situation. Hvis jeg hver måned endte i overtræk/lån ville jeg hurtigt kunne løbe ind i stress/nedtur eller ende i et job der overhoved ikke sagde mig noget. Det giver også muligheder i forhold til at udforske entreprenørskab. jeg har altså bare længere runway, hvis jeg har et forbrug på 10.000 kr. i stedet for 20.000 kr. om måneden.

2. Det er let at udfylde en hel dag

Jeg fik tit spørgsmålet fra mine venner, ”keder du dig ikke på dagpenge”. Til det svarede jeg ”Nej, jeg kan jo lave lige præcis det, jeg har lyst til”. Det virkede meget godt, da det på en måde vendte samtalen på hovedet. Arbejdsløshed er jo en lille forsmag på tidlig pension kan man sige. Må indrømme at det at søge jobs hver dag hurtigt bliver en sur og opslidende tjans, men resten af tiden er jo helt åben. I den tid lavede jeg alt det, jeg havde lyst til.

3. Refleksion er vigtigt

En ting mange glemmer i den daglige ræs er refleksion. Løber man i fuld fart hele dagen, så har man sjældent tid til at se om man overhoved løber i den rigtige retning. Med den ekstra tid på hånden har jeg i højere grad fundet ud af hvad mine værdier er, hvad der er vigtigt for mig, og hvilket aftryk jeg gerne vil sætte på verden. Jeg tror ikke så meget på radikale ændringer ala nyt år – nyt mig, men på de gradvise forbedringer jeg kan lave i mit liv. For 1 år siden vidste jeg fx slet ikke at økonomisk uafhængighed var en mulighed for ”almindelige” mennesker.

4. Fleksibilitet giver store besparelser

Jeg var på en del ferier sidste år, og det vidste sig virkelig at kunne gøres billigt, når jeg ikke var tvunget til at rejse på de almindelige tidspunkter. Jeg nåede både til Spanien x 2, Frankrig, Portugal, England, Tyskland og Marokko. Det kunne lade sig gøre fordi jeg kunne finde utrolig billige flybilletter. Er man villig til at flyve på de skæve tidspunkter er der virkelig penge at spare 😊 Nu pendler jeg også tit mellem København og Fyn, og der er også mange penge at spare ved ikke at rejse i weekenderne.

5. Frivilligt arbejde er fedt

”Man bliver glad af at give” lyder et ordsprog. Det er helt klart sandt, og gør sig også gældende for frivilligt arbejde. Det at hjælpe nogen, der virkelig har brug for det, er en fed fornemmelse. Jeg har mødt en stor taknemmelighed blandt modtagerne, og en enorm gejst, vilje, og tro på en bedre verden blandt de frivillige.

(Vil du mærke det? Så giv en donation på julehjælpen.dk eller meld dig som frivillig julehjælper) 😉

Skriv en kommentar